OpenDenmark er dit digitale dækcenter

Et indlæg om hvorfor OpenDenmark er vigtig for vores digitale trafiksikkerhed. Skrevet af Peter Leth, formand for OpenDenmark og en af drivkræfterne bag projektet Tools for alle.

Det er skrevet i juleferien 2021, og bærer derfor præg af vintervejr og rejsestemning.

God fornøjelse.

Dit digitale Dækcenter cc-by-sa Peter Leth

Dit digitale dækcenter

Igennem de sidste 2½ år har jeg arbejdet med at gøre det nemt for enhver at forstå at OpenDenmark egentlig kan kaldes for Danmarks digitale dækcenter.

Ligesom vi sætter vinterdæk på bilen, når vi skal køre i forhold, der kan være lumske eller direkte glatte og farlige. Så tilbyder OpenDenmark på samme måde skridsikker viden om ophavsret, til enhver der vil på nettet og vil hente viden eller vil være med til at producere noget som andre skal have fornøjelse af. 

 

Som et køreteknisk anlæg har vi bygget siden Medier for alle, hvor man kan orientere sig om både det tekniske i at kreditere og kende ophavsret og åbne licenser, men hvor vi også har kortlagt de veje, der giver den bedste rute hvad enten du er på jagt efter viden til undervisning, turisme, erhvervsudvikling eller blot for at blive klogere. I 2022 vil der komme en række nye ruter, fx turen går til din uddannelse. Dermed bliver vi også danmarks første åbne rejsebureau 😀

 

Hvor copyright kan give lukkede eller pletvis glatte veje, kø ved betalingsanlæg, pludselig lukkede ruter og ikke mindst nogle ret kedelige fartbøder, så har åbne og frie ruter nogle helt andre muligheder. Vi kan tilbyde: Fri hastighed på den digitale videndeling, kollektive transportmidler hvor alle passagerer bygger bussen mens den kører og ikke mindst en helt anden frihed til at færdes, rejse, opdage og deltage. 

Tools for alle hjælper dig med valg af transportmiddel

Ligesom Medier for alle kan hjælpe dig sikkert på, har vi også hver især forskellige behov, når det gælder transportmiddel. I den digitale trafik har vi kontorprogrammer, medieredigeringer og så videre. Derfor kan vi nu også tilbyde et showroom for de bedste transportmidler, Toolsforalle.dk, som i løbet af 2022 vil åbne dørene med viden om hvad der kan få vores studie, arbejde og fritid til at køre i mere driftsikre, gennemskuelige, ærlige og prisbillige retninger. Her er de første modeller så småt ved at blive pudset og poleret. 

Open source er bæredygtig smidig og til enhver tid et omstillingsparat transportmiddel, men vores opgave er ikke at fortælle dig hvad der er rigtigt og forkert, men at give dig de bedste muligheder for reelt at kunne vælge de værktøjer der passer dig bedst. 

OpenDenmark er dermed danmarks digitale dækcenter og danmarks digitale forening for alle os e-trafikanter. 

    • Vi sørger for at du er sikker i trafikken.
    • Vi hjælper dig med at kunne finde det bedste transportmiddel og de bedste ruter. 
    • Vi sørger for at du får en god tur.  

Men – der er nemlig altid et men – OpenDenmark kunne godt bruge lidt medvind. Hvor FDM sidste år brugte 168 millioner alene i løn til at hjælpe deres medlemmer sikkert i på asfaltvejene og rundt om diverse brugtvognsforhandlere, brugte vi 0 kr.

Det er for lidt, hvis vi skal gøre trafikken god og sikker for alle.

Derfor har vi brug for støtte. (Læs mere om at støtte OpenDenmark her)

Derudover er der blot tilbage at ønske dig en god rejse og et godt nytår. Vi glæder os til at se endnu flere trafikanter på de åbne digitale veje i det kommende år. 

Vi sørger for, at du er sikker i den digitale trafik

 

Vi hjælper dig med at kunne finde
det bedste transportmiddel
og de bedste ruter. 

Vi sørger for at du får en god tur. 

Kom godt ud på e-vejene og godt nytår

Kolofon

Dit digitale dækcenter af Peter Leth. Udgivet under Creative Commons licensen cc-by-sa. Du kan læse mere om åbne licenser fra Creative Commons her.

Artiklens billede er af Frans Van Heerden hentet fra Pexels. Du kan læse mere om mediesamlingen Pexels på Medier for alle.